Om mig
Jeg hedder Ida og er 34 år gammel. Jeg bor i Nivå med mine to katte og har en kæreste og en bonusdatter i København.
Jeg har holdt rum for selvudvikling og indre transformation på kurser, retreats og til events siden 2015 og har været selvstændig terapeut siden 2020. I 2024 gik jeg i gang med endnu en uddannelse ved siden af arbejdet i klinikken. Jeg er ved at tage en 4-årig krops-psykoterapeutisk uddannelse indenfor Bodynamic Systemet, som overbygning til den 4-årige Krops-psykoterapeutiske uddannelse jeg allerede har fra Tobias-Skolen.
Jeg har i 10 år arbejdet med lydterapi og har stadig en stor passion indenfor det felt, selvom jeg for tiden lægger mere energi i mit arbejde med klienter 1:1.
Som menneske er jeg både grounded, rolig og tålmodig. Men jeg er også kendt for at være sprudlende og energisk. F.eks har jeg let til grin og begejstring. Jeg er en kæmpe livsnyder og vægter god mad, god musik og lange karbade utrolig højt. Folk omkring mig vil nok kalde mig; omsorgsfuld, humoristisk, kraftfuld, skarp og kærlig.
Jeg øver mig i stå ved det.
Øvelse gør mester
Jeg tror på at vi altid kan blive bedre til det vil gerne vil, hvis vi kan lægge den selvdestruktive pisk til side og have tålmodighed med os selv
Terapi
Jeg kom i terapi hos en psykolog første gang da jeg var 16 år og siden da, har jeg været hos en række forskellige psykologer, psykoterapeuter, clairvoyiante, kropsbehandlere, healere, tantrabehandlere, you name it. Det har givet mig en masse godt, men det har også været alt fra en flad fornemmelse til reel re-traumatisering.
I 2018 kom jeg første gang i noget terapi der virkelig rykkede. Terapi med med hele mig. Med krop, sind og sjæl.
Jeg kender rigtig meget til at sidde i “den anden stol”, altså klientens stol og har derfor en kropsligt forankret forståelse for hvad der er brug for, når jeg arbejder med mennesker i terapi.
…
De første skridt på den spirituelle vej
Jeg kan huske mystiske og “overnaturlige” oplevelser langt tilbage i mit liv men døren til den spirituelle verden blev først åbnet på vid gab, i starten af mine 20’ere.
Det fik mig til at rejse ud i verden og opsøge “spirituelle” steder, mennesker og traditioner for healing. Jeg rejste bl.a til Guatemala for at studere ceremoniel kakao og lydhealing og til Indien en hel del gange, hvor jeg fandt yoga, meditation, mere lydhealing og selvfølgelig de magiske mantraer, som lige siden har haft en stor plads i mit hjerte.
I Indien mødte jeg også min højtelskede Mester Sri ShantiMayi.
Jeg begyndte at udforske forskellige hellige plantemediciner og fandt derigennem en masse healing og forståelse af verden og af mig selv. Jeg fandt mere mening i tilværelsen, større bevidsthed og mærkede både ro og nysgerrighed vokse i mig. Den udvikling er heldigvis aldrig stoppet. Jeg opsøger ikke ligeså flittigt nye steder og traditioner længere, men nysgerrigheden på eksistensen vokser fortsat.
Jeg har i dag adgang til en hel del ekstrasensorisk perception, som jeg også bruger i mit arbejde som terapeut, men altid med et terapeutisk formål.
Den healende Lyd
Musik har altid været en stor del af mit liv og i mange år troede jeg, at jeg skulle være professionel musiker. Jeg kunne bare aldrig rigtig holde gejsten og disciplinen oppe. Der manglede ligesom noget.
Da jeg begyndte at deltage i forskellige ceremonier, føltes det meget naturligt for mig at synge, men jeg oplevede at jeg sang på en ny og anden måde. Jeg opdagede hurtigt at min stemme havde en virkning på folk, som jeg overhovedet ikke havde forudset. Min sang satte gang i forskellige processer hos folk og jeg oplevede for første gang, at jeg ikke performede når jeg sang. Der var noget større, som sang igennem mig.
Jeg forstod endelig at min stemme altid har været der som et værktøj til healing, ikke til opmærksomhed eller berømmelse. Med den opdagelse kunne min rejse med den healende lyd begynde.
Den har selvfølgelig handlet om at lære, men mest af alt har den været indbegrebet af at aflære mig en masse. Alle de gamle idéer om rigtigt og forkert, toneskalaer og taktarter hjalp ikke så meget længere, for den healende lyd passer ikke nødvendigvis ind i sådanne kasser. Det vigtigeste jeg har skulle lære er; ikke at stå i vejen for lyden. Hvis jeg begynder at tænke på om det lyder rigtigt, så virker det ikke. Det er nødt til “bare” at flyde igennem.